Udskriftsvenligt format Dansk English
log in

Skolevej

Man kan sætte en anden hastighedsgrænse i de timer hvor skolebørnene myldrer til og fra skole. Skiltet er forudprogrammeret et helt år frem.

 

Multivariabel færdselstavle 10, 20, 30, 40, 50, 60, 70, 80, 90 km/t

Diameter 700 mm

Tilvirket i LED teknik

Automatisk lysregulering

Blinkende rød bord ved for høj hastighed, radaraktiveret (Option)

Trafikaktiveret via radar (Option)

Styring via ur og kalender (Option)

Radiostyringsmodul Option)

Fjernkontrol via modem (Option)

Strømovervågning af aktiveret skilt (Standard)

Alarm via SMS/E-mail (Standard)

Datalagring af 125.000 køretøjer (Option)

Datalagring af hastighed i begge trafikretninger (Option)

 

 

Variable færdselstavlers betydning for sikre skoleveje - et skoleeksempel

 

Variable færdselstavler er et effektivt middel til at øge sikkerheden og trygheden på skoleveje. Variable tavler er særligt anvendelige på skoleveje, hvor der ikke kan anvises andre foranstaltninger til nedsættelse af hastighederne.

Men hvad er variable færdselstavler ?

De variable tavler, er en del af begrebet ”dynamiske veje”, hvor ny teknik på vejen holder trafikanterne opdaterede, vågne og opmærksomme til gavn for trafiksikkerheden.

Princippet er udover en forbedret synlighed, at skiltningen kun er aktiv når der er skiltning behov. Det betyder, at respekten for de variable skilte er større end for de faste tavler, hvorfor de variable tavler især skal anvendes hvor det er af vital betydning at bilisterne ser og respekterer skiltningen – som f.eks. på skoleveje.

I princippet kan alle slags oplysninger om vind, vejr og trafikforhold videreformidles til trafikanterne gennem strategisk placerede variable informationstavler og variable færdselstavler.

Eller sagt på en anden måde – når trafikken og vejr overvåges kontinuerligt med detektorer og spoler i vejbanen, med vejrstationer, radarer og kameraer m.v. – så overlades mindre til tilfældighederne.

På de mindre veje, byveje og landeveje er det imidlertid især oplysninger om de lokale trafikforhold og især de kritiske steder, der ofte kendes på forhånd, som der kan tages fat på med den dynamiske skiltning.

Mulighederne er i princippet ubegrænsede, men oplagte steder, hvor variable færdselstavler med fordel kan anvendes er farlige vejkryds og kurver, fodgængerfelter, bymidter med gennemfartstrafik, sportspladser, institutioner og skoleveje – som resten af denne artikel handler om.

Problemet med skolebørns passage af større veje er ofte, at der køres for hurtigt og mange gange at der er tung trafik. Samtidig har mange elever og deres forældre oplevet næsten-uheld og har hørt om uheld. Det medfører at alle føler sig utrygge og herunder, at skolerne har svært ved at rekruttere elever til skolepatruljen, idet eleverne føler sig utrygge under arbejdet.

Samtidig er det en kendt udvikling, at når eleverne, og måske især deres forældre, føler sig utrygge, så vælger forældrene at køre børnene i skole. Det øger trafikken omkring skolerne og forøger igen utrygheden for de øvrige elever. Problemerne er som regel størst i morgen myldretiden når eleverne

møder.

De variable tavler kan benyttes til skolevejsanlæg på skoleveje og andre tilsvarende steder, hvor der i afgrænsede perioder er behov for en særlig skiltning af hensyn til de bløde trafikanter.

Variable hastighedstavler er således velegnede til at sænke hastighedsniveauet på skoleveje, hvor særlige behov gør sig gældende, og hvor der ikke kan anvises andre foranstaltninger til nedsættelse af hastighederne. Det kan f.eks. være på en landevej, hvor bump eller chikaner er en uacceptabel foranstaltning. 

Et skolevejsanlæg kan omfatte en lokal hastighedsbegrænsning på f.eks. 30 km/t eller 40 km/t, aktive skoleskilte eller fartvisere og kan supplere eller erstatte eksisterende Torontoanlæg eller Frederikshavnerblink.

Samtidig kan et variabelt skilt have flere funktioner, således at et skilt f.eks. viser en lokal hastighedsbegrænsning på de tidspunkter hvor skolepatruljen arbejder, og så fungerer som fartviser den øvrige del af døgnet.

Et skolevejsanlæg kan således installeres således at det kun er aktivt på forud valgte tidspunkter, f.eks. når skolepatruljen arbejder eller når der i øvrigt er skolebørn på vejen.

Alternativt kan et skolevejsanlæg aktiveres med nøgle af skolepatruljen selv. Omfatter skolevejsanlægget en lokal hastighedsbegrænsning er det også en mulighed at supplere anlægget med et fodgængertryk, så alle fodgængere hele døgnet kan få gavn af den lavere hastighedsbegrænsning på vejen. 

Kombineres anlægget med personfølere kan hastighedsbegrænsningen aktives automatisk, hvis der er bløde trafikanter omkring vejen. Det vil især være aktuelt, hvor en sti krydser vejen og skolevejsanlægget så f.eks. erstatter en fodgængertunnel.

 

Endelig er det en mulighed, at supplere skolevejsanlægget med spoler i buslommer, så også ankommende busser kan aktivere hastighedsbegrænsningen.

Undersøgelser har vist en høj grad af respekt for de variable tavler blandt bilisterne. Samtidig har undersøgelser vist en positiv indvirkning på de bløde trafikanters opfattelse af trygheden og sikkerhed ved passage af vejen.

Nordjyllands Amt har således gennemført en undersøgelse af et skolevejsanlæg med en lokal hastighedsbegrænsning på 30 km/t. Denne undersøgelse viser en høj grad af respekt for og accept af de variable skilte blandt bilisterne, herunder at gennemsnitshastigheden er faldet til 32 km/t i de perioder hvor skiltene er tændt.

Samtidig har det vist sig, at hastighedsniveauet ikke stiger på øvrige tidspunkter af dagen, hvor de variable tavler ikke er tændt. Hastighedsniveauet er således stort set uændret på de øvrige tidspunkter af dagen i forhold til før opsætningen af variable tavler.

Samme undersøgelse har vist, at langt færre forældrene efter opsætningen af de variable tavler ser et problem i at sende deres børn alene af sted til skole. Tilsvarende er der blandt børnene, der skal krydse vejen for at komme i skole, langt færre der synes at det er farligt at krydse vejen end før de variable hastighedstavler blev indført.

Eksempel – København

Københavns Kommune har valgt at etablere en lokal hastighedsbegrænsning på 40 km/t omkring et eksisterende fodgængerfelt på Sjælør Boulevard. Hastighedsbegrænsningen er i kraft i hele skoletiden (billede 1).

Problemet på Sjælør Boulevard var, at en stor del af bilisterne ikke respekterede den gældende hastighedsgrænse på 50 km/t. Ved fodgængerfeltet ved Sankt Annæ Skole og – Gymnasium gav dette dagligt anledning til farlige situationer med krydsende bløde trafikanter.

Årsagen til de høje hastigheder er, at Sjælør Boulevard er en mellemstor trafikvej (bydelsgade), ensidet facadeløs, med 2 brede kørespor og parkeringsspor i begge vejsider. Bag en allé af gadetræer er cykelsti og fortov. Ved fodgængerfeltet er der endvidere etableret busstoppested i begge vejsider. I dagtiden er der 5-7 minutter imellem busserne.

På hverdage kører omkring 9.000 køretøjer på Sjælør Boulevard. Andelen af store køretøjer er omkring 12 %, hvoraf en stor del er busser. Der er talt omkring 2.200 cyklister på én dag.

Vejen er tidligere trafiksaneret med hastighedsdæmpende støtteheller til brug for krydsende bløde trafikanter. Ved skolen er der ved en støttehelle yderligere etableret fodgængerfelt med torontoblink, da der i skoletiden er fodgænger- og cyklisttrafik på tværs af vejen.

Formålet med etablering af den tidsbegrænsede lokale hastighedsbegrænsning er at forbedre trafiksikkerheden og trygheden i skoletiden. Det gøres ved at sænke hastighedsniveauet på vejen, samt ved at forbedre synligheden af fodgængerfeltet.

Den valgte løsning er en fuldgrafisk variabel tavle, baseret på røde og hvide lysdioder. Tavlen er indstillet til at vise ”40 km/t” med undertavle ”0-100 m” – dvs. at hastighedsbegrænsningen gælder fra tavlen og frem til fodgængerfeltet.

Tavleskriften står sort på en lysende hvid baggrund. Den viste fuldgrafiske tavle kan umiddelbart omstilles til enhver type forbudstavle, herunder både 30 km/t og med andre piktogrammer.

 

Tavlerne er tændt i hele skoletiden fra klokken 7h00 til 15h00. Anlægget fungerer automatisk med overvågning, tids- og datostyring og betjenes via fjernstyring fra Bygge- og Teknikforvaltningen, Vej og Park.

Anlægget blev sat i drift i marts 2005.

Eksempel – Aulum

Ringkjøbing Amt har valgt at etablere en lokal hastighedsbegrænsning på 30 km/t omkring et eksisterende fodgængerfelt på landevejen igennem Aulum. Hastighedsbegrænsningen er i kraft i de perioder hvor skolepatruljen er på vejen. (billede 2).

Formålet med etablering af den tidsbegrænsede lokale hastighedsbegrænsning er at forbedre trafiksikkerheden og trygheden for skolepatruljen og de øvrige elever. Det gøres ved at sænke hastighedsniveauet på vejen, samt ved at forbedre synligheden af fodgængerfeltet.

Problemet er, at en stor del af bilisterne i Aulum ikke respekterer den gældende hastighedsgrænse på 50 km/t. Samtidig er oversigtsforholdene meget dårlige for ventende fodgængere på det ene fortov.

Hovedgaden (Skolegade / Kirkegade) er en landevej med en stor del af gennemkørende trafik. Der er 2 kørespor og stopforbud i begge vejsider. I begge vejsider er fortove, der også i vidt omfang benyttes som cykelsti.

På hverdage kører omkring 5.000 køretøjer på landevejen igennem Aulum, hvoraf en del er lokal trafik. Andelen af store køretøjer er omkring 15 %, heraf en stor del lastbiler og lastbiler med sættevogn.

Ved Aulum Byskole midt i Aulum findes et 4-benet vejkryds med en højresvingsbane hvor trafik fra landevejen kan svinge ind til skoleområdet.

Ved krydset er etableret et fodgængerfelt med torontoblink. Fodgængerfeltet krydser i alt 3 vognbaner og er etableret uden støttehelle. Fra fortovet på østsiden af landevejen er der kun meget begrænset oversigt mod nord på grund af bygninger. Skolepatruljens medlemmer og fodgængere i øvrigt er således nødt til at træde ud på vejen for at kunne se trafik fra nord.

For at forbedre trafiksikkerheden og trygheden på landevejen igennem Aulum har Ringkjøbing Amt valgt, at etablere en hastighedsgrænse på 30 km/t på de tidspunkter, hvor skolepatruljen arbejder.

 

Den valgte løsning er en variabel tavle, baseret på røde og gule lysdioder. Tavlen er indstillet til at vise ”30 km/t” med undertavle ”Skole, 0-200 m” – dvs. at hastighedsbegrænsningen gælder fra tavlen og frem til fodgængerfeltet.

Tavleskriften står lysende gul på en sort baggrund. Den viste tavle kan omstilles til at vise andre hastigheder, herunder 40 km/t.

Tavlerne fungerer automatisk med tids- og datostyring, således at anlægget på skoledage tænder 5 minutter før skolepatruljens mødetid og slukker igen 5 minutter efter at skolepatruljen har forladt vejen.

Anlægget betjenes og overvåges via fjernstyring fra Teknik og Miljø i Ringkjøbing Amt.

Anlægget blev sat i drift i juli 2002.

 

Olsen Engineering A/S  |  Navervej 30  |  DK-4000 Roskilde  |  Denmark  |  Tel. +45 4675 7227  |  Fax +45 4675 7233